Delårsrapport 1. kvartal 2013

15/05/2013

Nogle hovedpunkter

  • NORDEN sluttede 1. kvartal 2013 med et driftsresultat (EBITDA) på USD 10 mio. (USD 50 mio.). Resultatet blev sejlet hjem i et tørlastmarked, der fortsat er præget af overkapacitet og meget lave rater, mens rateniveauet i Tank lå over forventningerne.
  • NORDENs fokus på investeringer i tørlastskibe har resulteret i, at Rederiet i perioden fra oktober 2012 til udgangen af april 2013 har kontraheret eller langtidsindbefragtet 13 brændstofeffektive, nybyggede tørlastskibe. Derudover har Rederiet i samme periode kontraheret 4 MR-produkttankskibe – også brændstofeffektive nybygninger. De samlede investeringer beløber sig til USD 445 mio. i form af direkte investeringer og kapitaliserede T/C-forpligtelser.
  • Som følge af lavere indtjening blev resultatet af den primære drift (EBIT) på USD  -7 mio., mens periodens resultat var USD -11 mio. Efter det foregående års kraftige fald i skibsværdierne er kurven nu fladet ud, og værdien af egne skibe, der var ejet i hele perioden, faldt med 1% i løbet af kvartalet. Faldet er på niveau med den almindelige værdiforringelse af skibene, der afskrives over 20 år.
  • NORDENs Net Asset Value (NAV) kan ved udgangen af 1. kvartal opgøres til DKK 220 pr. aktie mod DKK 213 pr. aktie ved udgangen af 2012, hvilket svarer til en stigning på 3%.
  • NORDEN fastholder forventningerne til årets resultat med et EBITDA på koncernniveau på USD 15-45 mio. 

 

Selskabsmeddelelse nr. 14

 

"NORDEN har i de seneste måneder udnyttet de attraktive nybygningspriser til at udvide nybygningsprogrammet med sammenlagt 17 brændstofeffektive skibe. Rederiet vil dermed stå stærkt, når markederne finder en bedre balance. Skrotningen af tørlastskibe er fortsat på et højt niveau med omkring 7,5 mio. tdw. i 1. kvartal, og vi kan også glæde os over, at Tankafdelingen i et ellers trist 1. kvartal har haft en pæn indsejling. Men 2013 bliver som allerede meldt ud et indtjeningsmæssigt vanskeligt år." Adm. direktør Carsten Mortensen