NORDEN foretager en hensættelse uden likviditetseffekt på USD 230 mio.

10/12/2014

NORDEN foretager en hensættelse uden likviditetseffekt på USD 230 mio. vedrørende tabsgivende timecharterkontrakter i Tørlast og reducerer forventninger til helåret – underliggende drift uændret

NORDEN har på baggrund af en opdateret markedsanalyse konkluderet, at det ikke længere er sandsynligt, at visse timecharter-kontrakter på indbefragtet tonnage, der primært er indgået for 3-6 år siden, vil blive profitable. Som konsekvens heraf indregnes en hensættelse på USD 230 mio. vedrørende tabsgivende timecharter-kontrakter i Tørlast.

Hensættelsen kommer som følge af de fortsat svage forwardrater i tørlast, der har været gældende på det seneste og som har foranlediget, at ledelsen har foretaget en revurdering af forventningerne til fragtraterne. På denne baggrund har ledelsen konkluderet, at markedet de næste par år ikke vil forbedre sig i samme grad som tidligere antaget, men på kort sigt ligge tættere på de nuværende forwardrater i markedet. Forventningen til raterne på lang sigt forbliver uændret på niveau med de historiske gennemsnit, der hidtil er anvendt.

En lignende vurdering er foretaget af NORDENs egne tørlastskibe og tanksegmentet. Konklusionen er, at der ikke er behov for hensættelser eller nedskrivninger her.

Efter hensættelsen i Tørlast er den bogførte værdi af koncernens egenkapital på USD 1,2 mia. (DKK 177 pr. aktie) på niveau med den sandsynlige værdi af fremtidige pengestrømme baseret på ledelsens nuværende markedsforventninger (bogførte værdier er baseret på tal pr. 30. september 2014).

Størstedelen af hensættelsen vil blive tilbageført over de næste 3-4 år og resultere i en positiv effekt på EBITDA på et tilsvarende beløb i perioden. Omkring 1/3 af hensættelsen vil blive tilbageført i 2015. Hensættelsen har ingen indflydelse på pengestrømme eller låneaftaler.

Som konsekvens af hensættelsen reducerer NORDEN sine forventninger til helåret til et EBITDA for 2014 på USD -290 til -230 mio. (tidligere USD -60 til 0 mio.). Den underliggende drift er fortsat inden for de tidligere meddelte forventninger med et resultat i Tank, der nærmer sig den høje ende af intervallet som følge af den seneste forbedring i spotmarkedet.

 

Selskabsmeddelelse nr. 39